Vi udpeger her seks ambassadeangreb, som vi mener, har spillet en afgørende rolle for, hvordan regeringer i dag ser på beskyttelsen af deres konsulater.
Som symbol for de nationer, de repræsenterer, er ambassader mere end diplomatiske missioner: De er også mål for alle, der har et nag – fredeligt eller på anden måde – mod lande, der fører deres flag til udlandet. Især seks angreb har omdefineret sikkerheden på ambassader rundt om i verden.
Med væksten af fundamentalistisk terrorisme gennem de seneste tre til fire årtier er interessen for sikkerheden på ambassader vokset, da ambassaderne har udviklet sig til mål for voldelige angreb.
Ambassader var engang kun let bevogtet og havde minimal militær eller fysisk beskyttelse. Efter at udenlandske ministerier har taget konsekvenserne af reviderede risikovurderinger, er mange ambassader – men ikke alle – blevet udstyret med en lang række beskyttelsesforanstaltninger. Der er mange grunde til denne udvikling, men vi mener især, at nedenstående seks ambassadeangreb har spillet en rolle i omdefineringen af, hvordan regeringer ser på beskyttelsen af deres konsulater.
Som du vil se, udnyttede alle angreb sårbarheder i ambassadens perimeter, skal og cellebeskyttelse. Mange havde dødbringende konsekvenser ikke kun for den angrebne ambassade, men også for omkringliggende bygninger og deres indbyggere.
1. Den amerikanske ambassade i Iran, 4. november 1979, den 21. januar 1981
Irans gidselkrise er en af de mest kendte diplomatiske kriser i verden. Iranske studerende og tilhængere af den iranske revolution stormede den amerikanske ambassade i Teheran og holdt 52 amerikanske diplomater som gidsel i 444 dage. Gidseltagningen blev betragtet som et svar på, at USA gav asyl til den for nylig styrtede Shah i Iran.
Angrebet kan ses som et ”brutalt kraftangreb”: Ambassaden blev stormet af mellem 300 og 500 studerende. Kæderne, der låste ambassadens porte, blev brudt ved hjælp af et par metalskærere gemt under en studerendes chador (et traditionelt iransk klæde, som bruges af praktiserende muslimske kvinder). Ingen sprængstoffer blev anvendt – det var en simpel overtagelse, hvor angriberne overvældede sikkerhedsforanstaltningerne.
Efter talrige forhandlinger og et mislykket redningsforsøg fra USA blev der endelig opnået enighed, der førte til frigivelsen af gidslerne.
2. Den amerikanske ambassade i Beirut, den 18. april 1983
Bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut af radikale islamiske grupper var på det tidspunkt et dødbringende angreb på en amerikansk diplomatisk bygning. Det var også en af de første gange, en bilbombe blev anvendt til at angribe en amerikansk bygning i udlandet.
Motiveret af den amerikanske intervention i den libanesiske borgerkrig dræbte angrebet 63 mennesker – inklusive 32 libanesiske medarbejdere og 14 besøgende/forbipasserende.
En varevogn pakket med næsten et ton sprængstof blev detoneret af en selvmordsbomber, der havde fået adgang til ambassaden.
Varevognen styrtede ind foran selve ambassaden og eksploderede. Der var ikke kun store tab; der var også en enorm mængde strukturelle skader. Bygningens centrale facade kollapsede og kastede affald, metal og glasfragmenter. Vinduer knuste så langt som en kilometer væk fra eksplosionsstedet og skadede endnu flere mennesker.
Angrebet havde så stor indflydelse, at det fik CIA til at undersøge sikkerhedsforanstaltningerne på diplomatiske placeringer i udlandet.
Resultaterne af undersøgelsen, kaldet Inman Report, førte til forbedring af sikkerheden ved ambassader over hele kloden samt oprettelsen af Bureau of Diplomatic Security og Diplomatic Security Service.
3. Amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya, den 7. august 1998
Dette var ikke et enkelt angreb, men samtidige angreb i Dar Es Salaam og Nairobi. Angrebene blev betragtet som hævn for amerikanernes arrestationen og udleveringen af medlemmer af Egyptian Islamic Jihad (EIJ).
Antallet af tilskadekomne var enorm: 213 døde i Nairobi og 11 i Dar Es Salaam – med over 4.000 sårede i Nairobi. Seismologiske analyser af eksplosionerne viste, at der blev brugt flere tons eksplosiver.
Angrebene involverede lastbiler lastet med sprængstoffer. I Dar Es Salaam kollapsede et hjørne af ambassaden på et område, hvor biler blev parkeret, og ansatte på ambassaden blev fanget under murbrokker inde i selve bygningen. De nærliggende franske og tyske ambassader blev også beskadiget, men ingen blev såret.
I Nairobi var angrebet langt mere ødelæggende. Chaufførerne tvang deres vej ind på ambassadens grund ved hjælp af en stun granat og våben for at rydde en sti til lastbilen. Eksplosionen beskadigede ikke kun ambassadebygningen alvorligt, men førte også til sammenbruddet af den nærliggende Ufundi-bygning, hvor studerende og medarbejdere på kollegiet boede. Sprængningen knuste vinduer så langt som 10 blokke væk.
Mens Dar Es Salaam-ambassaden til sidst blev repareret, måtte Nairobi-bygningen genopbygges og flyttes helt.
4. Australsk ambassade i Indonesien, den 9. september 2004
Ligesom angrebet i Beirut var dette en selvmordsbombning ved hjælp af en ton bombe.
Udført af en jihadist som gengældelse for Australiens involvering i Irak-krigen og i Indonesien dræbte den 9 mennesker og sårede over 150.
Dette angreb var især chokerende, fordi eksplosionen af den hvide varevogn uden for ambassadens porte gjorde mere skade på nærliggende bygninger end selve ambassaden.
Den græske ambassade var, for at citere aviser fra den periode, “renset”. Den kinesiske ambassade led også mindre skader. Flere kontorbygninger omkring ambassaden blev skæmmet af eksplosionen, og knust glas fra knuste vinduer sårede mange arbejdere – ligesom de andre førnævnte selvmordsbomber.
En advarsel om eksplosionen via SMS blev sendt til de indonesiske myndigheder 45 minutter før angrebet: Desværre blev meddelelsen først set flere timer efter detonationen.
5. Den amerikanske ambassade i Yemen, den 17. september 2008
Angrebet på den amerikanske ambassade i Yemen den 17. september 2008 er anset som et eksempel på et langvarigt angreb på en diplomatisk bygning. Angrebet resulterede i 18 dødsfald og 16 tilskadekomne.
Udført af den islamiske Jihad i Yemen (en tilknyttet Al Qaida) var angriberne klædt som politifolk for at narre lokal retshåndhævelse og sikkerhed. Overfaldsmændene var stærkt bevæbnede med raketdrevne granater, regelmæssige granater og rifler, og blev – ifølge nogle rapporter – bakket op af snigskytter på tværs af vejen.
Mens de bevæbnede mænd førte angrebet på den ydre sikkerhedsring, der ligger ca. 250 meter fra selve ambassaden, eksploderede bilbomber længere nede ad vejen. Målet var at sprænge en anden sikkerhedsring op og skabe et hul, så angriberne kunne trænge ind på ambassadens grund. Kampen varede cirka 20 minutter og op til fem forskellige eksplosioner blev registreret.
6. Dansk ambassade i Pakistan, den 2. juni 2008
Den danske ambassade i Islamabad led under en bilbombe som gengældelse mod avisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, der blev offentliggjort to år før, og inden udsendelsen af danske tropper i Afghanistan.
Over 20 blev såret og 6 blev dræbt. Selvmordsbomberen kørte en bil i høj hastighed og bremsede derefter skarpt og detonerede sin bombe foran ambassaden. Mens kvarteret angiveligt var “tæt sikret”, omgik angriberen sikkerheden på grund af bilens diplomatiske registreringsskilt.
Ambassaden led alvorlige strukturelle skader, og eksplosionen var kraftig nok til at efterlade et stort krater i nærheden af bygningen.
Skaden blev delt mellem den danske ambassade selv og en pakistansk udviklingsorganisations bygning. Andre kontorer og boliger blev også ramt af angrebet. For eksempel blev vinduerne i den indiske ambassadørs bolig ødelagt, og bygningens vægge revnede.
Hvad kan vi lære om ambassadesikkerhed fra disse 6 angreb?
De ansvarlige for at beskytte diplomatiske repræsentationer kan drage nogle vigtige erfaringer om ambassaders sikkerhed fra disse og andre terrorangreb.
Selvom der blev anvendt en række angrebsmetoder – alt fra den store styrke af det store antal i Teheran til fjernt sprængte bomber og selvmordsbomber til ballistisk angreb eller en kombination af flere metoder – blev alle angreb muliggjort på grund af sårbarheder i perimeterbeskyttelsen.
På samme måde spillede beskyttelsen af skaller og celler også en rolle i alle angreb. Uanset hvordan strukturelle skader på den angrebne bygning resulterede i tab af menneskeliv eller kvæstelser, kan forbedret beskyttelse af bygningens ydre have forhindret sådanne dødelige konsekvenser.
Da ambassader er placeret i hovedstæder, ofte i tætbefolkede byområder, kan et angreb på en bygning let påvirke nabobygninger. Sprængskader på nærliggende bygninger er et tilbagevendende tema i flere af de angreb, der er beskrevet ovenfor; et flertal af skader forårsaget af bombeangreb er fra knust vinduesglas.
Bedre fysisk beskyttelse gennem integreret forbedring af perimeter-, skal- og cellesikkerhed kan naturligvis ikke forhindre alle former for skade på grund af ambassadeangreb, men vi mener, at det i høj grad kan medvirke til at gøre ambassader og deres naboer sikrere og mere modstandsdygtige.
Bedre fysisk beskyttelse af ambassader begynder med en god vurdering af trusler. I denne foranderlige verden er det afgørende, at disse er opdaterede. Baseret på en nøjagtig forståelse af de aktuelle trusselniveauer skal ambassadens sikkerhedsembedsmænd derefter foretage grundige sårbarheds- og konsekvensanalyser for at bestemme eventuelle svagheder og sandsynlige konsekvenser, hvis en angriber udnytter disse.
