Integration af beskyttelsesmål og sikkerhedslag gennem godt design.
Mellem 7. januar og 9. januar 2015 led Paris og regionen Île-de-France fem terrorangreb. 17 mennesker blev dræbt (de tre gerningsmænd inkluderet) og 22 andre blev såret.
Den første – og dødbringende – af disse angreb fandt sted den 7. januar, da to bevæbnede mænd (identificeret som tilhørende Al-Qaidas yemenitiske gren) angreb hovedkvarteret for den satiriske avis Charlie Hebdo. Angrebet var motiveret af Charlie Hebdos satiriske tegninger og karikaturer af profeten Muhammad.
Denne blog fokuserer på angrebene på selve Charlie Hebdo, set gennem øjnene fra eksperter i fysisk sikkerhed. Mens de andre angreb i løbet af denne periode (Fontenay-aux-Roses og Montrouge-skyderiet, gidslerkrisen i Dammartin-en-Goele og belejringen i det kosher supermarked i Porte de Vincennes) var lige så chokerende og hjerteskærende, sætter vi fokus på Charlie Hebdo-angrebet.
Angrebet på Charlie Hebdo var særlig vigtigt på grund af:
-
- de gentagne trusler mod avisen
- den manglende fysiske sikkerhed omkring et kendt mål
- den politiske indflydelse, som angrebet havde på Frankrigs sikkerhedsstrategi.
En kendt sikkerhedsrisiko
Charlie Hebdo var ikke fremmed for kontroverser. I årenes løb havde den satiriske ugeavis offentliggjort adskillige antireligiøse tegneserier og artikler, der spottede og karikerede alle de større religioner. Politiske figurer blev der også ofte gjort nar af. Avisen var kendt som en af Frankriks mest rå og mest ærbødige publikationer.
Det er desværre ingen overraskelse, at avisens indhold gjorde dem til et mål for flere ekstremistiske grupper – ligesom Jyllands-Posten i Danmark.
Efter den første offentliggørelse af Muhammeds karikaturer i 2006 modtog Charlie Hebdo hyppige trusler. Telefonopkald og fornærmelser var et regelmæssigt problem. I november 2011 blev magasinets hovedkvarter ødelagt af en Molotov-cocktail. Dens hjemmeside blev også hacket.
I 2013 blev Stéphane Charbonnier (Charb), avisens redaktør, optaget på Inspires (Al-Qaida magasins) Most Wanted-liste.
Den franske regering var opmærksom på truslerne og tog flere skridt for at beskytte journalisterne. Redaktionen blev tildelt bodyguards og overvågning. Charb havde i en periode tre livvagter, som fulgt ham. I 2012, efter angreb på amerikanske ambassader og optøjer i Mellemøsten på grund af spredningen af en anti-islamisk film, blev oprørspolitibetjente endda tildelt til midlertidigt at beskytte avisens kontorer.
Hvordan kunne to bevæbnede mænd så komme ind i bygningen så let på den skæbnesvangre dag?
Charlie Hebdo og bygningssikkerhed
Selve bygningen var placeret på en stille gade, klemt ind mellem andre kontorbygninger. Bortset fra at være lavhuse og langt fra moderne, var dens vigtigste funktion dens antal adgangsdøre: I alt fire, hvoraf nogle ofte blev holdt åbne, så Charlie Hebdo (og nærliggende virksomheder) kunne modtage pakker og leveringer mere bekvemt.
Avisens navn dukkede ikke op nogen steder på selve bygningen, men adressen kunne slås op på de gule sider indtil december 2014. Selv avisens sektion for “juridiske meddelelser” indeholdt adressen.
Yderligere bevis for, at den fysisk sikkerhed var utilstrækkelig ved flere lejligheder. I september 2014 kørte mænd i en bil forbi og fremsatte trusler. En måned før angrebet løb en nabo ind i en af mændene, der senere blev identificeret som en af angriberne. Og bare en dag før angrebet blev der set to mistænkelige mænd inde i bygningen.
Da redaktionen flyttede ind i 2014, blev der udført en sikkerhedsrevision. På grund af de mange indgange til bygningen anbefalede myndighederne installationen af en videoovervågning samt en sikkerhedssluse (mantrap) i stueetagen med to sikrede døre og kodelås for at begrænse adgangen.
Der var ingen planer om at inkludere skudsikre vinduer eller foretage yderligere ændringer i bygningens celle eller skal – i det mindste ingen, der blev afsløret for offentligheden. Fra det vi ved, ser det ud til, at budgettet var en kritisk faktor, som afgjorde, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der ville blive anvendt.
Vestibulen blev aldrig installeret på grund af budgetmæssige begrænsninger. Videoovervågningen fungerede ikke korrekt. Avisens receptionist nævnte senere, at hun undertiden følte, at hun “åbnede døren for en, der kunne være bevæbnet.”
Perimetersikkerheden bestod af en politibil, der var stationeret uden for kontorerne i arbejdstiden – indtil september 2014, hvor den blev erstattet af politi, der patruljerede om bygningen og i området omtrent hver halve time.
Indenfor var de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger to kodelåste digipads, både i stueetagen og anden sal foran indgangen til avisens kontorer.
Angrebet på Charlote Hebdo: Sådan gik de uden om sikkerheden
Desværre gik angriberne let uden om sikkerheden. De to bevæbnede mænd blev smidt af udenfor af en tredje mand. De var bevæbnet med angrebsgeværer og skudsikre veste. De vidste, at Charlie Hebdo afholdt sin ugentlige redaktionskonference onsdag formiddag, og havde dermed sikret sig, at de fleste af tegnere, forfattere og redaktører ville være til stede.
De gik først ind i en nabobygning ved en fejltagelse – usikker på hovedkvarterets nøjagtige placering på grund af manglen på synligt logo. Da de opdagede fejlen, trak de tilbage og lokaliserede den rigtige bygning.
De gik ind i bygningen og spurgte, hvor bladets kontorer var, inden de skød Frederic Boisseau, en vedligeholdelsesarbejder, der var i receptionen. Derefter tvang de Corinne Rey – en tegner, der netop vendte tilbage til bygningen efter at have hentet sin datter fra daginstitutionen – til at indtaste koden, der fører til redaktionen uden om avisens sidste lag af sikkerhed. Mændene åbnede ild kort efter.
Vi vil ikke foreslå, at bedre fysisk sikkerhed ville have ændret dagens begivenheder drastisk. Angriberne var beslutsomme, stærkt bevæbnede og villige til at dø for deres sag – hvilket ikke kun er bevist af deres første angreb, men også af de efterfølgende angreb, der fandt sted i løbet af de næste 48 timer andre steder.
Som fagfolk inden for fysisk sikkerhed er det dog afgørende for os at reflektere over, hvad der skete og at prøve at lære af det.
Anbefalingerne fra sikkerhedsrevisionen blev fremsat for at afbøde en kendt risiko; hvis rådene til at kontrollere adgangen til Charlie Hebdos bygning var blevet fulgt, ville tabet af liv måske have været mindre.
Fotokredit: Thierry Caro, oprindeligt fundet på Wikipedia og delt under CC BY-SA 4.0 licens.
