Angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge den 14. februar 2015 rystede danskerne. Vi kigger nærmere på de to begivenheder ud fra et synspunkt som fysiske sikkerhedseksperter.
Danskerne blev rystet den 14. februar 2015, da den formodede gerningsmand Omar Abdel Hamid El-Hussein (“formodet” fordi han blev dræbt i en skudkamp, før han kunne afhøres eller retssættes) angreb to separate steder i København: Krudttønden, et kulturcenter på Østerbro, hvor den svenske tegner Lars Vilks deltog i en offentlig debat og den jødiske synagoge i centrum af København, hvor en Bar Mitzvah-fest fandt sted. To personer blev skudt ihjel og fire andre blev såret.
I denne blog ser vi på angrebene fra fysiske sikkerhedseksperters synspunkt – et perspektiv, som efter vores mening har manglet fra de mange debatter og forespørgsler siden angrebene.
Krudttønden: Risikoen var kendt
Lars Vilks har modtaget drabstrusler fra al-Qaida og er blevet angrebet i Sverige, hvor han konstant er beskyttet. PET, den danske sikkerheds- og efterretningstjeneste, anbefalede således følgende sikkerhedsaktiviteter for ham, mens han var i Danmark på tidspunktet for angrebet:
- Personlig beskyttelse under hele sit ophold i Danmark
- Adgangskontrol af alle gæster i Krudttønden med en håndscanner
- Tilstedeværelse af uniformeret politi i Krudtønden
Efter et mislykket forsøgt på at åbne en låst bagdør, flyttede gerningsmanden til forsiden af bygningen og dens glasindgang. Han affyrede sit våben gennem glasset i foyeren fra en afstand på mindre end to meter. I foyeren var to svenske livvagter, to uniformerede danske livvagter, en PET-agent, en sikkerhedskoordinator og to bartendere. Utroligt nok blev ingen dræbt under angrebet gennem glasset. To officerer blev ramt af kugler; to andre blev såret af knust glas.
Finn Nørgaard var ikke så heldig. Som deltager i begivenheden blev han skudt af gerningsmanden, da mange gæster flygtede fra mødestedet, da skuddene blev affyret. Han døde senere.
Inden for få sekunder efter han blev ramt, åbnede andre gæster en brandudgang nær hoveddøren lige foran gerningsmanden. Heldigvis lykkedes det dem at smække døren, inden gerningsmanden affyrede skud, og gerningsmanden flygtede derefter til fods.
Den jødiske synagoge: Beskyttet, men ikke nok til at forhindre en død
40 minutter efter midnat den følgende dag angreb den samme gerningsmand Københavns jødiske synagoge.
Synagogen ligger i Krystalgade i et historisk område i det gamle København. Et smedejernshegn adskiller synagogens grund fra gaden; For at komme ind på grunden skal gæsterne passere gennem to porte, som hver betjenes separat for at kontrollere adgangen.
På trods af øget sikkerhed omkring synagogen efter angrebet den foregående dag var gerningsmanden i stand til at gå op til synagoge og skyde på sikkerhedspersonale, der stod på fortovet uden for porten.
Dan Uzan, en civil sikkerhedsvagt, der netop var passeret gennem porten og ud på gaden, blev dræbt. To uniformerede politibetjente blev såret. Gerningsmanden flygtede til fods.
Var den fysiske beskyttelse god nok?
Siden angrebene i København har den offentlige debat centreret om to hovedtemaer:
- Hvordan var en hjemmelavet terrorist som Omar El-Hussein i stand til at glide gennem Danmarks sociale velfærd, strafferet og sikkerhedsapparater på trods af adskillige advarselsskilte om, at han var i stand til et sådant angreb?
- Var beskyttelsen ved den jødiske synagoge god nok, og øgede politiet sikkerheden hurtigt nok efter Krudttønden-angrebet?
Vi mener, at der er et andet problem, der skal løses: fysisk sikkerhed på de steder, der blev angrebet.
Lad os starte med Krudttønden.
Fysisk beskyttelse i Krudttønden
Den taktiske briefing for sikkerhedspersonale i Krudttønden, der for nylig blev frigivet af den danske regering i kølvandet på begivenheden, nævnte specifikt risikoen for et væbnet terrorangreb.
Under overskriften “Forebyggelse” anbefalede man, at sikkerhedspersonale søger beskyttelse mod et sådant angreb “bag en mur eller lignende afdækning”.
Interessant nok er den primære adgang til Krudttønden via en foyer, der består af panoramavinduer i glas og en glasdør. Intet af dette glas var skudsikkert, og ingen andre vægge omkring indgangen giver nogen form for beskyttelse.
Selvom lokalets indgang var lavet af almindeligt glas af kommerciel kvalitet, og selvom det taktiske kort pegede på risikoen for et væbnet terrorangreb, anbefalede det samme kort, at sikkerhedspersonale søger dækning bag en skudsikker mur i tilfælde af angreb.
Vi ønsker ikke at antyde, at det tragiske tab af menneskeliv i Krudttønden kunne have været forhindret af skudsikkert glas. Det ville det ikke have. Men vi mener, at en sikkerhedsevaluering af mødestedet bør omfatte strengere krav til den fysiske sikkerhed af bygningens omkreds, skal og celle.
Der var ingen meningsfuld beskyttelse af Krudttøndens omkreds; bygningen er let tilgængelig med køretøjet på flere sider. Som bemærket er bygningens skal omkring foyeren glas af kommerciel kvalitet, som let blev brudt af ballistiske angreb. Vi antager, at bygningens celler på samme måde er ubeskyttede.
Så vidt vi kan se i regeringens taktiske sikkerhedsbriefing, blev disse fysiske sikkerhedsaspekter ikke taget i betragtning.
Ikke alle bygninger eller kulturcentre i en by som København kan eller burde være genstand for øget fysisk sikkerhed, men steder for højrisikobegivenheder bør måske være? Eller måske skulle sådanne arrangementer afholdes andre steder?
Fysisk sikkerhed ved den jødiske synagoge
Hvad angår den jødiske synagoge, er sagen anderledes. Den historiske bygningsomkreds er beskyttet af et højt smedejernhegn. Mantrap (adgangskontrolport) fra Krystalgade til synagogeområdet giver et ekstra lag af sikkerhed.
Selvom intet af dette forhindrede tragisk tab af menneskeliv på gaden i de tidlige timer den 15. februar, har det uden tvivl forhindret andre angreb i fortiden og vil fortsætte med at gøre det i fremtiden.
Fotokredit: Kim Bach, oprindeligt fundet på Wikipedia og delt under CC BY-SA 4.0 licens
